Flygtninge og statsløse – fælles standarder for anerkendelse (indtil 2026)

HOVEDPUNKTER

Formål og definitioner

• Fælles standarder fastlægges for at fastslå, hvem der kan anerkendes som flygtninge eller som personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for at fastslå indholdet af international beskyttelse. Medlemsstaterne vil dog frit kunne indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser for personer, der har brug for beskyttelse.
• "Flygtninge" og ”personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse", defineres lige som deres familiemedlemmer — til at omfatte faderen, moderen eller en anden voksen, som er ansvarlig for personen med international beskyttelse, hvis personen er under 18 år (mindreårig) og ugift.

Vurdering af ansøgninger

• Medlemsstaterne har en fælles pligt til at samarbejde aktivt med ansøgeren, når relevante elementer i ansøgningen skal klarlægges.
• Der skal tages hensyn til en ikke-udtømmende liste, herunder kendsgerninger, forklaringer og omstændigheder (hvis en person for eksempel har været udsat for forfølgelse), på et specifikt, objektivt og sagligt grundlag.
• Når de oprigtigt har bestræbt sig på at forelægge og underbygge deres ansøgning, og deres ansøgnings almindelige troværdighed er slået fast, bør tvivlen komme asylansøgeren til gode, også selv om ansøgningen mangler dokumentation eller andre beviser.
• Ansøgere kan betragtes som uden behov for international beskyttelse, hvis de kan drage fordel af national beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast i en hvilken som helst del af deres hjemlands område, som de sikkert og lovligt har adgang til, og hvor de med rimelighed kan forventes at bosætte sig.
• Direktivet tydeliggør at:
  • beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast udelukkende kan ydes af staten eller parter eller organisationer, herunder internationale organisationer, som kontrollerer en region eller et større område inden for statens område
  • disse parter skal være villige og i stand til at yde effektiv og ikke-midlertidig beskyttelse
  • ansøgeren skal have adgang til sådan beskyttelse.
• Medlemsstaterne skal anvende præcise og aktuelle oplysninger fra relevante kilder, såsom De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge og Det Europæiske Asylstøttekontor.

Opnåelse af flygtningestatus

• Hvad forfølgelse i henhold til Genevekonventionen er, klarlægges for så vidt angår flygtningestatus, og de forskellige former det kan have.
• Der skal være en grund til forfølgelsen, og teksten indikerer aspekterne — race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politisk anskuelse — der bør tages hensyn til, når årsagerne til forfølgelse skal vurderes.
• Manglende beskyttelse mod forfølgelse af en af de grunde, der er nævnt herover, er også grund til at opnå flygtningestatus.

Berettigelse til subsidiær beskyttelse

Den alvorlige overlast, som en ikke-EU-borger risikerer at lide, hvis han eller hun sendes tilbage til sit eget hjemland, eller i tilfældet med en statsløs person, det land, hvor han eller hun har haft sit sædvanlige opholdssted, omfatter:

• dødsstraf eller henrettelse
• tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling
• alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv som følge af vilkårlig vold i forbindelse med væbnet konflikt.

At miste eller blive udelukket fra flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse

Direktivet opremser:

• omstændigheder hvorunder flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse ophører (hvis ansøgeren for eksempel har erhvervet nyt statsborgerskab) eller er udelukket (hvis ansøgeren for eksempel har begået en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden)
• årsager til at disse rettigheder kan tilbagekaldes, afsluttes eller der gives afslag på forlængelse — herunder når der er rimelig grund til at anse ansøgeren som en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

Indholdet af international beskyttelse

Indholdet af subsidiær beskyttelsesstatus er bragt tættere på flygtningestatus og eliminerer i væsentlig grad medlemsstaternes mulighed for at begrænse flygtninges adgang til visse rettigheder.

International beskyttelse, der gives af værtsmedlemsstaten, omfatter følgende rettigheder.

• Beskyttelse mod refoulement³.
• Adgang til oplysninger for flygtninge og personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, på et sprog de kan forstå, eller de med rimelighed kan forventes at forstå, om rettigheder og pligter, der har relevans for deres status.
• Beskyttelse af familiens enhed.
• Medmindre der er tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden, skal der udstedes:
  • Opholdstilladelser – som er gyldige i mindst tre år for flygtninge og mindst et år (to år ved fornyelse) for så vidt angår subsidiær beskyttelse
  • rejsedokumenter til brug ved rejse uden for deres område – for så vidt angår subsidiær beskyttelse, til personer som ikke kan få et nationalt pas.
• Adgang til beskæftigelse og beskæftigelsesrelaterede uddannelses- og kursusmuligheder på betingelser svarende til dem, der gælder for landets egne borgere.
• Adgang til uddannelse – på betingelser svarende til dem, der gælder for landets egne borgere til mindreårige, og på betingelser svarende til dem, der gælder for ikke-EU-statsborgere med lovpligtigt ophold til voksne.
• Lige adgang til procedurer for anerkendelse af udenlandske eksamensbeviser og erhvervsmæssige kvalifikationer.
• Behandling på lige fod med landets egne statsborgere for så vidt angår social bistand (dette kan for personer med subsidiær beskyttelse begrænses til kerneydelser).
• Repræsentation af uledsagede mindreårige af en officiel værge, eller om nødvendigt af en organisation, der er ansvarlig for varetægten af mindreårige og deres velfærd, eller at de på anden måde får behørig repræsentation i henhold til lov eller retskendelse.
• Adgang til bolig på betingelser svarende til dem, der gælder for andre ikke-EU-statsborgere med lovligt ophold.
• Fri bevægelighed inden for deres område på samme betingelser og med samme begrænsninger som dem, der gælder for andre ikke-EU-statsborgere med lovligt ophold.
• Adgang til integrationsfaciliteter.
• Om nødvendigt, bistand til repatriering.

Lande, som ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde

Irland og Det Forenede Kongerige* deltager ikke i vedtagelsen af direktivet i medfør af protokol 21 knyttet som bilag til Lissabontraktaten. De er således fortsat bundet af direktiv 2004/83/EF.

I medfør af protokol 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten, er hverken dette eller det tidligere direktiv bindende for Danmark.

Ophævelse

Direktiv 2011/95/EF ophæves og erstattes af forordning (EU) 2024/1347 (se resumé) fra den 11. juni 2026.